Kære cykelvenner

 
Vi har nu modtaget de nye retningslinjer fra DCU og ud fra disse, har vi i bestyrelsen besluttet følgende:
 
Det er nu tilladt, at cykle i mindre grupper a 10 personer med 1 meters afstand mellem hver person.
 
Idet vi ikke må benytte Bøgelund, vil der stadig ikke være organiseret fælles træning i KBC, men man kan selv aftale at mødes i en mindre gruppe og overholde retningslinjerne fra DCU. Vi har i dag fået oplyst fra Kurt Smidt, fritidschef i Kolding Kommune - at klubbens faciliteter er stadig lukket og må ikke benyttes.
 
Vi håber at kunne starte med fælles træning igen efter den 8. juni, som er datoen for næste fase i åbningen fra regeringen, der forventes gennemført. Så snart retningslinjerne for den 8. juni er klar, melder vi det selvfølgelig ud.
 
Retningslinjerne fra DCU, der gælder fra i dag den 13. maj, er sammenfattet nedenfor.
 
Hilsen
Bestyrelsen
 
------------------- 000 -------------------

Retningslinjer fra DCU

Danmarks Cykle Union har efter Sundhedsstyrelsens udmelding søndag aften arbejdet på at få specifikke vurderinger og anbefalinger ift. cykelsporten.
 
De kommende måneder vil for Danmarks Cykle Union være inddelt i tre faser:
 

Fase 1

13. maj åbner udendørs klubaktiviteter i grupper på op til 10 personer med følgende anbefalinger:
 
Før træning
  • Mød ikke op til klubtræning, hvis du eller en i din husstand har været syg i løbet af de seneste 14 dage – det gælder også, hvis du bare har haft småsymptomer, for du skal være helt symptomfri og rask, så du ikke risikerer at udsætte andre for smitte
  • Mød ikke op til klubtræning, hvis du er i risikogruppen
  • I må på intet tidspunkt samles flere end 10 personer – hverken før, under eller efter træning
  • Koordiner gruppeinddeling via Facebook e.lign., og hav forskellige mødesteder/mødetidspunkter for de enkelte grupper
  • Planlæg træningen, så grupperne ikke risikerer at ”smelte sammen” eller at skulle overhale hinanden
  • Mød op omklædt
Under træning
  • Hold minimum 1 meters afstand til hinanden til alle tider
  • Kør med større afstand ved intervaller/sprint/bakketræning eller andre hårdere øvelser
  • Spyt og snyd næse i tøjet - ikke ud i luften – og gør det altid alene bag gruppen
  • Undgå al fysisk kontakt og hold god håndhygiejne – medbring gerne håndspril
  • Medbring selv slange, patroner, pumpe, dækjern, vand, energi mm. – brug ikke andres værktøj eller vand
  • Fald ikke tilbage, og skift ikke gruppe ved defekt – kør hjem denne dag, hvis benene ikke er til den hurtige gruppe
  • Kør gerne i mindre grupper end 10 og gerne med den samme gruppe hver gang, så I i det tilfælde, at en rytter testes positiv for coronavirus, kun behøver at lukke ned for denne ene gruppes klubdeltagelse og ikke for alle andre, som han eller hun kan have været i kontakt med
  • Tag hjem umiddelbart efter træning.
  • Tak for jeres forståelse, tålmodighed og opbakning - og god fornøjelse med klubtræningen!

Fase 2

8. juni forventes forsamlingsloftet hævet til 30-50 personer. Desværre ser håndhævelsen af forsamlingsloftet ud til at gøre det svært for os at afvikle almindelige cykelløb før 1. september, men vi arbejder på at få lavet en protokol for alternative løbsformater - der er dog ved at blive udarbejdet en DCU-protokol til afvikling af denne type arrangementer.
 
Vi afventer i øjeblikket svar fra myndighederne og DIF vedr. specificering af professionel konkurrenceidræt og af forsamlingsloftet - det gælder fx spørgsmål vedr. områdestørrelse/-type (landevejsruter og MTB-spor), personer i biler og regler for BMX-anlæg. Desuden afventer vi svar på spørgsmål vedr. mulighederne for at afvikle fx zoneinddelte konkurrencer, når forsamlingsloftet hæves.
 
Hvis regeringens fjerde genåbningsfase primo august giver mulighed for afvikling af almindelige cykelløb, vil vi naturligvis gøre alt for at komme i gang umiddelbart efter.
 

Fase 3

1. september åbner licenscykelløb i alle discipliner, hvis forsamlingsforbuddet og de øvrige retningslinjer som ventet hæves – distrikterne og administrationen arbejder på en termin for efterårsmånederne.
 
Selvom vi af hensyn til arrangører og klubber aflyser de traditionelle licenscykelløb til og med 31. august, arbejder vi altså på at få konkurrencecykling i gang så hurtigt som muligt under rammer, som myndighederne kan godkende.

Seneste nyt

Kommende events

Kolding Bicycle Club

Bramdrupskovvej 40

6000

Kolding

Tlf. 30202851